Digital begravelse

Slet

Telefonbeskederne havde jeg godt set. Men jeg havde mere eller mindre bevidst udskudt dem. Men nu kom der også en mail, som fortalte, at en ven pludselig var død. Om jeg ville ringe tilbage og eventuelt deltage i bisættelsen? Det ville jeg selvfølgelig gerne. Både ringe tilbage og deltage. Jeg ringede også og bestilte en bårebuket. Bagefter så jeg min døde vens navn og portræt på mobilens kontaktliste. Jeg slettede det, og senere på dagen slettede jeg også hans e-mail-adresse og facebookprofil, for nu var han jo død og var ikke længere ”til rådighed”.

Jeg følte en stille tomhed ved det, som jeg første gang oplevede en lille smule for 6 -7 år siden. Dengang var det min far, der døde. Ikke uventet. Han blev 92 år og havde haft et godt liv. Men det var første gang, jeg slettede et mobilnummer på grund af dødsfald. Dengang tænkte jeg ikke så meget over det. Mobilen havde vi foræret ham et par år før af sikkerhedsgrunde, og han var stolt af at have tilegnet sig den moderne teleteknologi i sin høje alder. Nu var den ubrugelig, for min mor ville ikke røre apparatet med en ildtang. Til gengæld havde vi stadig fastnetnummeret til lejligheden, hvor hun blev boende i hjemmet i Vordingborg. Livet skulle jo gå videre.

Kort tid efter kom der endnu et dødsfald. Det var en nær ven og kollega, som i en alt for ung alder måtte se sig besejret af en nådesløs hudkræft. Hun blev brændt og nedsat på en kirkegård i Lyngby. Væk med telefonnumre og e-mail adresser, men heldigvis har jeg stadig nogle af vores mails tilbage, som jeg nogen gange læser. Andre er desværre forsvundet og uopdrivelige, fordi ”serveren ikke længere er tilgængelig”…

Så døde min søns mor – også af kræft i en alt for tidlig alder. Nåja, vi var skilt, så på den måde var adskillelsen jo allerede indtrådt. Men vi var næsten i daglig kontakt via mobil eller fastnettelefon. Sidstnævnte var for øvrigt mit tidligere fastnetnummer, som hun havde overtaget efter skilsmissen. Der gik lang tid, før jeg fik slettet de to numre. Jeg prøvede faktisk at ringe til dem nogle gange, men mit opkald blev selvfølgelig ikke besvaret. Så slettede jeg endelig telefonnumrene, men det var tungt. Den velkendte stemme i den anden ende kom jeg aldrig til at høre mere.

For et par år siden døde også min mor. Hun havde tappert forsøgt at skabe en tilværelse i sin enkestand, men glæden var væk. Hun savnede min far og livet var blevet en pligt i de sidste år. Hun blev nådigt udfriet af en hjerneblødning og undgik plejehjemmet, som var hendes største frygt. Med hende ringede jeg kun på fastnettelefonen, som havde haft samme nummer i 40 år. Jeg havde kun nummeret stående på mobilen for en ordens skyld, eller hvad man nu skal sige. Jeg kendte det jo udenad. Men alligevel var det nok det værste nummer at slette. Med dét nummer forsvandt en hel epoke. Min ungdom, mit voksne liv med uddannelse, karriere, familie og børn, højtider og fødselsdage. Et holdepunkt var ikke mere.

Senere har jeg oplevet endnu et par dødsfald i vennekredsen og den fjernere familie, så nu kan jeg næsten kalde mig rutineret som ”sletter”. De døde ekskommunikeres også af den virtuelle virkelighed, må jeg erkende. De er ikke længere til rådighed, men eksisterer kun som en tomhed og et stille savn, når vi foretager den sidste formalitet og sletter dem på vores adresselister.
De får en digital begravelse.

Reklamer

Om Carsten Halvorsen

Blogger, passenger, fhv. kulturkonsulent, cand.mag.
Dette indlæg blev udgivet i døden på internettet, kontaktlister, kræft, mobil, savn, tilgængelighed, tomhed. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s