Danskheden på barrikaderne

Danskernes oprør

Mens vi venter på en eventuel katastrofe i Mellemøsten, kan jeg jo bruge tiden på at reflektere lidt over fænomenet “danskhed”.

Billedet ovenover, som er en (selv)ironisk kommentar til Delacroix´ berømte billede “Friheden på barrikaderne”, illustrer fint den form for danskhed, jeg vil kalde for Ekstrablads-danskhed. Bortset fra, at jeg ikke kan se, hvad Anders Fogh har at gøre i den sammenhæng. Er der da nogen som hader os danskere, så er det da ham.

Ekstrablads-danskheden er således et fænomen, der udfolder sig på formiddagsavisens forum “Nationen”, og det handler for mig at se rigtig meget om folbold, fadbamser, frække damer og retten til at være dum som en dør. Over for dette kan man så stille DF-danskheden, som mere handler om det Danmark, der eksisterede i 1950´erne, hvor Danmark stadig var et landbrugsland. Her gik ifølge selvforståelsen man i korte bukser, havde rene negle og Dannebrog vajede i de små haver hver søndag på baggrund af en altid blå himmel. Det er Grundtvig, højskolesangbogen, gymnastikforeningen, milde autoriteter og punktlighed.

Som barn i 1950´erne oplevede jeg hulheden i denne selvfede opfattelse af Danmark. Der var store klasseforskelle, og de forskellige klasser som bønder og arbejdere hadede hinanden. Borgerskabet havde vi arbejderbørn ingen berøring med. Vi vidste, at de var der, men de levede i en anden verden. Dengang hadede vi også skolen og lærerne, som havde lov til at slå os og pine os, hvis vi ikke indordnede os. Vi skulle stå i rækker to og to og på militærisk vis marchere ind i klassen. Det gav lærerne en følelse af at have magten over os, men hvor var det bare ydmygende.

Så for mig er danskhed i første række forbundet med et sundt had til autoriteterne, had til NATO og USA og positivt med ungdomsoprøret, med Christiania, den seksuelle frigørelse, kvindebevægelsen og de mange former for kollektiver og forsøg på at indrette sig på egne betingelser og gøre sine egne erfaringer. Som bestemt ikke alle var gode, men som for mig alligevel står som vigtige erfaringer. Jeg ville ikke have undværet dem.

På mine gamle dage kan jeg – om ikke før – godt se, at Grundtvig og højskolesangbogen er en central del af det specielle ved dansk kultur. Men den gamle patriark var også et forfærdeligt sludrehoved. Og så var han selvfølgelig et produkt af sin tid.
Her tænker jeg især på hans nationale patos med dens floskelomvundne selvhævdelse, som ikke har gavnet Danmark og som var medvirkende til katastrofen i 1864.

Dybbøl

For mig at se, har nationalisme ikke noget at gøre med danskhed, som er en enkel dagligdags følelse af at høre til et sted.
Nationalismen er derimod et forsøg på at tage patent på denne følelse og rette den mod nogle ydre eller indre fjender. Nationalismen er en krigsideologi, der ikke kan leve uden fjendebilleder. Så opgaven går altså ud på at skelne mellem danskhed og nationalisme. De to størrelser er hinandens modpoler, og den sidste vil kun ende med at ødelægge vores land.
Og derfor er det den, der skal bekæmpes.

Dagens sang er af Procol Harum:

Reklamer

Om Carsten Halvorsen

Blogger, passenger, fhv. kulturkonsulent, cand.mag.
Dette indlæg blev udgivet i 1864, danskhed, DF, Ekstrabladet, Halvorsen, krig, nationalisme, Syrien og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Danskheden på barrikaderne

  1. Pingback: Patiotiske popcorn i rødhvide farver | DF-Nyt

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s