Det demokratiske underskud i Assens

Assens byrådsmøde

Det vil ikke være læserne af nærværende blog ubekendt, at Assens Kommune er topstyret i uhyggelig høj grad trods kommunens idelige påstande om det modsatte. Øverst har vi direktionen og borgmesteren, som manipulerer byrådet – eller stemmekvæget som jeg kalder dem – og nederst alle os borgere, som ledelsens beslutninger går ud over. Vi kan protestere, skrive læserbreve og indsamle underskrifter. Men det er som at slå vand på en gås. Alt preller af.

En enkelt gang, nemlig på byrådsmødet 26. juni, blev ledelsen dog for én gangs skyld ramt af demokratiet og blev stemt ned i sagen om vindmøller i Barløse, men ellers har der ikke været slinger i valsen. Det var der sådan set heller ikke i det netop overståede byrådsmøde, som jeg havde den tvivlsomme fornøjelse af at overvære den 28. august. I hvert fald ikke, når det kom til resultatet af afstemningerne. Direktionen og Teknisk Forvaltning ønsker tydeligvis at omgøre beslutningen om at sige stop for vindmøllerne i Barløse. Hvad der gav sig udslag i et såkaldt “kompromisforslag” fra udvalgsformand Lars Kristian Pedersen. Et forslag han efter mit bedste bud havde fået dikteret af direktionen. Det var i hvert fald ikke hans eget arbejde, kunne man klart fornemme på hans usikre oplæsning.

Lars Kristian Petersen

En anden sag, som dominerede byrådsmødet, var en sag, hvor kommunen har besluttet at tvinge de lokale taxavogmænd ind under et centralistisk taxakontor i Odense. Beslutningen har affødt vilde protester og en underskriftindsamling med 1869 underskrifter. To byrådsmedlemmer, hvis navne ikke blev oplyst, havde på den baggrund bedt om at få sagen rejst igen, sådan som de har ret til. Men også de blev tromlet ned af flertallet, som simpelthen afviste at behandle sagen. Så nemt kan det gøres.

Man får imidlertid ikke et dækkende indtryk af byrådsmødet, hvis man kun ser på sværhedsgraden. Den kunstneriske udførelse gav i høj grad indtryk af slinger i valsen. Her var der glædeligvis mange særstandpunkter på kryds og tværs af partierne. Teknikudvagsformand Lars Kristian Pedersens blev i denne sag ikke engang støttet af sin egen Venstregruppe. Og taxa-sagen udviklede sig til en ren farce, hvor ikke kun tilhørerne, men også byrådsmedlemmerne havde svært ved at finde ud af, hvad der foregik, og hvad de skulle stemme.

Det fik i går (30. august) Stiftidendende til at bruge en dobbeltside på byrådsmødets kaotiske afvikling, og lokalredaktør Henrik Skovrider begik en kommentar, hvor han betegnede byrådsmødet som en “hån mod demokratiet”. Det kan jeg selvfølgelig kun være enig med ham i. Bortset fra, at det har de andre byrådsmøder såmænd også været siden kommunesammenlægningen. Stiften lægger i øvrigt op til, at problemet var forårsaget af dårlig mødeledelse fra Finn Brunses side den pågældende dag. Men det er jeg slet ikke enig i. Problemet bunder simpelthen i, at der er alt for mange byrådsmedlemmer i Assens. Der er ikke mindre end 29 (niogtyve!) af slagsen, faktisk.

Netop denne kendsgerning har Finn Brunse og den administrative ledelse tidligere kynisk forstået at udnytte, så de fik deres vilje. Når der er så mange byrådsmedlemmer, som reelt ikke har en selvstændig mening, og når de – som det fremgår at det øverste totalbillede – tilmed er placeret på den akavede måde, hvor de kun kan se modparten, men ikke dem de skal være enige med, så kan de kun kigge op mod bordenden for at finde ud af, hvordan de skal forholde sig. Og her bliver de mødt af dette syn:

Assens byråd 2

I midten borgmesteren, der bliver overvåget af kommunaldirektør Henning Qvick og byrådssekretær Lene Wilhøft, der med et løftet øjenbryn tydeligvis nok skal sørge for, at stemmekvæget på især den socialdemokratisk fløj ikke kommer galt af sted. Ellers må de jo hjælpes, de stakler. Det er min påstand, at Finn Brunse ved at spille på de alt for mange menige byrådsmedlemmers usikkerhed og administrationens markante tilstedeværelse med stor succes har kunnet sno byrådet om sin lillefinger. Især ved at spille på administrationens gamle manipuleringstrick med at reducere politiske uoverensstemelser til formalistiske problemer. Naturligvis til ubodelig skade for demokratiet.

Det nye er, at det åbenbart ikke lykkedes for Brunse den 28. august at styre mødet så gnidningsfrit, som han plejer. Men det kan muligvis skyldes, at kommunaldirektør Henning Qvick ikke var på sin vanlige plads og kunne fjernstyre Finn Brunse. Om han var syg eller blot holdt ferie, ved jeg naturligvis ikke, men han var der ikke. Jeg kan derfor ikke lade være med at spekulere på, om det ikke ville være en gevinst for for demokratiet, hvis han fortsat holdt sig borte eller endnu bedre blev erstattet med anden person med større respekt for folkestyret.

En supplerende løsning ville som nævnt være at luge kraftigt ud i antallet af byrådsmedlemmer. Jeg har tidligere gjort mig til talsmand for en kraftig reduktion af disse overflødige byrådsmedlemmer. Dengang foreslog jeg polemisk, at man skar antallet ned fra 29 til de ni, der reelt har noget på sinde. Men jeg vil stadig hævde, at et byråd på 15 medlemmer er tilstrækeligt til at varetage demokratiet i Assens Kommune på en sådan måde, at det nuværende forlorne og floromvundne styre vil kunne afløses af et reelt demokrati, hvor meningerne brydes og de valgtes holdninger kommer åbent frem. Fred er ej det bedste, men at man noget vil.

DAGENS SANG handler vel næppe overraskende om demokrati. Eller om democracy som de kalder det over there…

Reklamer

Om Carsten Halvorsen

Blogger, passenger, fhv. kulturkonsulent, cand.mag.
Dette indlæg blev udgivet i Assens, byråd, demokrati, Finn Brunse, Fyens Stiftstidende, Halvorsen, Henning Qvick, kommunalreformen, manipulation, Politik, Socialdemokratiet og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Det demokratiske underskud i Assens

  1. Pingback: Udbakken… | halvorsensk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s