Yahya Hassan – en anmeldelse

Yahya Hassan

Det måtte jo komme. Efter Yahya Hassans stormfulde debut på vor hjemlige mediescene har højrefløjens klaphatte stået i kø for at heppe på denne vrede unge mand, der hudfletter sin forældregeneration med sin skarpe pen. Og gør det godt! Her har vi så en Akkari nr. to, jubler højretosserne, og tror at nu har de fået ret.

Og ikke nok med det. I fredags den 18. havde det superliberale tågehorn Jacob Mchangama fra den såkaldte tænketank Cepos et skriv i Berlingeren, hvor han yderligere puster til ilden. Bemeldte Mchangama er nemlig kommet i tanker om straffelovens § 266b. som han ikke kan lide. Kan Yahya Hassan ikke sigtes efter denne paragraf, når han kalder sine naboer ”dumme perkere”, spørger Mchangama polemisk.

Så meget desto mere som den kendte højredarling Firozeeh Bazrafkan forsmædeligt af Landsretten blev idømt en bøde på hele 5.000 gode danske kroner for offentligt at have udtalt det samme som den tidligere politibetjent Lars Krag Andersen havde fået en bøde på 10.000 kr. for at udtale, fordi han dermed overtrådte straffelovens § 266b.

Efter at have stiftet bekendtskab med det danske retsvæsen kom frøken Bazrafkan pludselig i tanker om, at hendes udtalelse var ”kunst” og derfor hævet over retten. Hvad der bringer mig til kernen af mit emne i dag. Kunst er ikke noget man lige finder på for at slippe for en ubehagelig retssag eller for at sætte sig selv i scene.

Kunst er efter min ringe overbevisning, når man ud fra en dyb overbevisning og en uimodståelig indre kraft skaber et nyt udtryk for noget, der aldrig før er set. Her har Yahya Hassans voldsomme faderopgør dimensioner, der rækker langt ud over det private. Hans læsning af Karl Ove Knausgaard har sikkert sat ham på sporet, men der er meget, meget mere at fortælle, er jeg sikker på. Lige nu er han en ung mand, der kæmper for at gøre sig fri af den forbandelse, der har ramt ham og hans familie. Men med det talent, han allerede nu har demonstreret, vil vi forhåbentlig også få stærke og ærlige fortællinger om konsekvenserne af den forfærdelige ugerning, som zionisterne har begået mod Yahyas palæstinensiske folk. Det glæder også mig rigtig meget, at Yahya nu er optaget på Forfatterskolen.

Men for lige at runde af, så vil jeg pege på højrefløjens slående mangel på sans for kvalitet. En mand som Jacob Mchangama kan ud fra sit bogholderperspektiv ikke skelne mellem en overfladisk opportunist som Firoozeeh Bazrafkan og en ægte kunstner som Yahya Hassan.

Forhåbentlig vil nogle af dem blive klogere med tiden.

DAGENS SANG handler om ravnen.

Reklamer

Om Carsten Halvorsen

Blogger, passenger, fhv. kulturkonsulent, cand.mag.
Dette indlæg blev udgivet i § 266b, Kultur, kunst, Palæstina, Selviscenesætelse, Trykkefrihedsselskabet, Yahya Hassan, ytringsfrihed og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Yahya Hassan – en anmeldelse

  1. Ja, det er utroligt. Nogen tror stadig liberalisme er at give alt til nogle få store firmaer, gerne i skattely. Og reducere udbetalinger til resten af befolkningen i liberalismens navn. Fakta er at der ikke er nogen almindelige borgere som får noget ud af det, tværtimod. Det vil give mindre pengemængde i omløb, som igen resultere i færre selvstændige, der jo ellers burde være den største liberale gruppe, men vil blive de største tabere i det spil.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s