Den vestfynske museumstragedie

Canaletto

Museerne på Vestfyn har ændret navn til Museum Vestfyn. Det mest ligefremme ville være at bruge navnet Vestfyns Museum, men af en eller anden grund skal man åbenbart i vore dage bruge den kunstige og omvendte ordstilling for at virke handlekraftig og kompetent. Andre eksempler er Arena Fyn og fra vor egen kommune Arena Assens og Fyrtårn Tommerup. Men buzzwords gør det ikke alene, og hvis vi skal vende tilbage til det vestfynske museumsvæsen, så har det just ikke været kendetegnet ved handlekraft og kompetence.

Tværtimod rettede Kulturstyrelsen i 2011 en sønderlemmende kritik mod museet og truede med at fratage museet statsankerkendelsen og det statslige tilskud, hvis det ikke skete drastiske ændringer, og museet blev pålagt at udarbejde en handlingsplan for genopretning af museet. Det kunne museet ikke finde ud af, og derfor besluttede Assens Kommune at indsætte en såkaldt forandringsbestyrelse, som skulle stå for genopretningen. Problemet var bare, at kommunen ikke lige uden videre kunne udpege en ny bestyrelse. Museum Vestfyn er en selvejende institution, og derfor har den siddende bestyrelse vetoret over for en ændret sammensætning af bestyrelsen.

Derfor gik der yderligere tid med tovtrækkeri mellem kommunen og museets bestyrelse, men til sidst lykkedes det at nå til enighed om en bestyrelse på 7 medlemmer, hvor formanden for kulturudvalget er født formand. Derudover udpeger kommunen yderligere et byrådsmedlem og et medlem med museumsledelsesmæssig baggrund. Et medlem udpeges af Kulturarv Fyn, og ét medlem udpeges af Udviklingsrådet, medens de sidste to medlemmer udpeges af museumsforeningerne. Altså alt i alt en løsning med kompetente folk udefra.

Men så slog lynet ned. Eller rettere kuglelynet Jim Lyngvild, som på et besøg på Ernsts Samlinger opdagede to malerier, som måske er malet af den italienske barokkunstner Canaletto, og som måske er op til 150 mio kr. værd, hvis de er ægte. De to malerier blev hurtigt taget ned og sendt til vurdering, og den hyperaktive Lyngvild gik straks i gang med at tage billeder til en fotoudstilling om Ernst Samlinger. Vel at mærke uden beregning. Udstillingen skulle vises i Tobaksgaardens udstillingslokale, Dankvart Dreyer-salen, og i den forbindelse skulle der også udstilles nogle få effekter fra Ernst Samlinger.

På det tidspunkt skulle man mene, at den nye forandringsbestyrelse godt kunne begynde at linde lidt på champagnepropperne. Med ét slag var det vestfynske museum gjort landskendt, og udstillingen på Tobaksgaarden fulgte perfekt op på det momentum, der allerede var skabt ved Lyngvilds branding af Ernst Samlinger. Men nej. Den forandringsparate bestyrelse slog hælene i og nægtede at udlevere effekter som personlige briller og stilehæfter til udstillingen. Eller rettere: den nægtede at tage stilling til en ansøgning fra Tobaksgaarden om at låne effekterne.

På den baggrund må man konstatere, at den såkaldte forandringsbestyrelse har mistet sin legitimitet allerede inden, den er begyndt at fungere rigtigt. Man har åbenbart slet ikke forstået, hvad opgaven går ud på. Man hænger fast i gamle forestillinger fra halvfjerdserne, hvor hver egn med respekt for sig selv skulle have et lokalt museum. Konsekvensen viste sig at være, at publikum og turister har kunnet beskue nogenlunde de samme effekter inden for en radius af 20-30 km. Om det var i Assens eller i Middelfart kunne være ét fedt.

Hertil kommer, at det vestfynske museumsvæsen udelukkende består af mindestuer. Der er – foruden Ernsts Samlinger – Willemoesgaarden, Mands Samling, Hjemstavnsgården i Gummerup og Tolbodhus. Men museet råder ikke over egentlige udstillingslokaler. Det burde være noget, som forandringsbestyrelsen havde som topprioritet, og som den med kyshånd burde tage i mod, når Tobaksgaarden som en midlertidig løsning tilbyder at stille et professionelt indrettet udstillingslokale til rådighed.

Hvis forandringsestyrelsen ikke kan finde ud af at tage imod de udviklingsmuligheder, der på et sølvfad tilbydes den fra Jim Lyngvilds og Tobaksgaardens side, så er det ikke de nye vedtægter, det er galt med. Det kan kun skyldes selve personsammensætningen. Der er simpelthen kommet de forkerte folk ind i bestyrelsen. Hvordan kunne det gå så grueligt galt?

Reklamer

Om Carsten Halvorsen

Blogger, passenger, fhv. kulturkonsulent, cand.mag.
Dette indlæg blev udgivet i Assens, branding, Museum Vestfyn, Tobaksgården, uduelighed og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Den vestfynske museumstragedie

  1. Pingback: Den vestfynske museumstragedie 2.0 | halvorsensk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s