Er Israel en god idé?

Israel 1946 2007

Dette spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv i denne sommer på baggrund af de uhyrlige grusomheder, Israel har begået under den seneste krig mod den forarmede og forfulgte palæstinensiske befolkning i Gaza. En krig som efterlod ca. 2200 dræbte palæstinensere – heraf 504 børn og ca. 12.000 sårede palæstinensere. Og en krig som kun fem dage efter våbenhvilen medførte, at Israel gav grønt lys til at opføre ikke færre end 1.000 bosætterboliger på Vestbredden. Formentlig den største ekspropriering i 30 år og med garanti et skridt, der effektivt vil lægge gift for de fredsforhandlinger, der var meningen med våbenhvilen.

Israel er simpelthen ikke interesseret i fred med palæstinenserne, fordi Israel vil have hele Palæstina for sig selv. Eller som Zenia Stampe rammende formulerede det 6.9. i en kommentar i Politiken: ”Hvor lang tid skal vi foregøgle os, at Israel ønsker fred og forhandling med palæstinenserne, når den israelske regering ikke engang selv gider gøre sig ulejligheden?”

Zionisternes sociale konstruktion af en jødisk stat
Desværre er det ingen nyhed, for det har faktisk været zionisternes plan helt fra starten. Den indfødte palæstinensiske befolkning er simpelthen i vejen for zionisternes plan for en jødisk stat i Palæstina. Allerede i 1937 skrev den zionistiske leder Ben Gurion i sin dagbog: ”The arabs must go”. Men han vidste også godt, at det kunne han ikke sige åbent, hvis han ville sikre sig opbakning til en jødisk stat i Palæstina, der dengang var britisk mandatområde.

Som gammel kolonimagt var englænderne gode til at lave folketællinger. Og den første nogenlunde pålidelige folketælling af landet vest for Jordanfloden, som er identisk med Palæstina, var englændernes folketælling fra 1922. Dengang havde Palæstina et samlet folketal på 649.100 mennesker. Heraf var 74,9 % muslimer, 11, 0 % var kristne, 1,2 % var drusere og 12,9 % var jøder. Disse befolkningsgrupper havde på daværende tidspunkt stort set levet fredeligt sammen i århundreder og havde tilpasset sig hinandens levevis.

Det er denne nærmest naturgroede tilstand, som zionisterne har ødelagt med deres sociale konstruktion af en jødisk stat i Palæstina. Historisk set er zionismen en særlig afart den europæiske nationalisme fra midten af 1800-tallet – med den særlige drejning, at jøderne var ”et folk uden et land”, som zionismens grundlægger Theodor Herzl formulerede det. Og derfor burde jøderne have deres egen stat på linje med alle andre folkeslag.

Problemet med Hertzls og zionismens forestilling om en jødestat er, at den bygger på en præmis om eksistensen af et særligt jødisk folk, som har levet i landflygtighed, siden det blev fordrevet fra Palæstina af romerne i år 70. Desværre for zionisterne er denne myte blevet afkræftet af moderne historievidenskab. Mest markant med professor Shlomo Sands bog ”The invention of the Jewish People”, hvor han påpeger, at det kun var en mindre del af jøderne, der blev fordrevet fra Palæstina af romerne. De fleste blev faktisk boende. Men til gengæld skiftede deres efterkommere (mere eller mindre frivilligt) religion i de følgende århundreder. Første gang omkring år 300, hvor en del blev kristne, og senere omkring år 650, hvor flertallet blev muslimer, medens kun en mindre del forblev jødiske.

Ydermere er forestillingen om et særligt jødisk folk blevet anfægtet fra naturvidenskabelig side, hvor man ikke kan finde belæg for et særligt jødisk genom. Tværtimod viser det sig, at slægtskabet mellem de indfødte palæstinensere og antikkens jøder er større end slægtskabet mellem antikkens jøder og de indvandrede jøder af russisk og europæisk herkomst. Så ironisk nok kan man næsten sige, at zionisterne er i gang med at fordrive efterkommerne af det folk, de selv hævder at nedstamme fra.

Spørgsmålet om Israels legitimitet
Tilhængerne af den jødiske religion har med andre ord ingen historisk ret til Palæstina, så hvis vi skal se på spørgsmålet om Israels legitimitet som stat, må vi vende os mod FN´s delingsplan fra 1947, som siden har dannet baggrund for diskussionerne om en to-statsløsning. Her fik den jødiske befolkningsdel, som dengang var steget til 32 % tildelt 56 % af Palæstina, medens de øvrige 68 % palæstinensere måtte nøjes med 42 %. Det skal tilføjes, at kun 7 % af landet var ejet af jøder. Den palæstinensiske forhandlingsdelegation afviste derfor planen som uantagelig, men alligevel blev delingsplanen vedtaget af Generalforsamlingen den 29. november 1947.

Nu er det imidlertid sådan, at en generalforsamlingsvedtagelse ikke har retsgyldighed i international sammenhæng. Det har kun en vedtagelse i Sikkerhedsrådet, og så langt nåede delingsplanen aldrig. For den 14. maj 1948 proklamerede Ben Gurion oprettelsen af en israelsk stat. Dette ensidige skridt har ikke nogen juridisk legitimitet, men er udelukkende baseret på ren magt. Det er derfor ikke mærkeligt, at proklamationen af den israelske stat udløste den første krig mellem Israel og de arabiske nabolande. Ved våbenhvileaftalerne efter krigens ophør i 1949 blev der ikke aftalt nogen fred og ikke nogen grænseaftaler. De erobringer, Israel foretog under krigen, har således ikke nogen folkeretslig anerkendelse, men er igen udelukkende baseret på ren magtanvendelse. Denne situation er fortsat gældende i dag, hvor Israel er en stat uden klare, fastlagte grænser.

Den etniske udrensning af Palæstina
Som tidligere nævnt var den indfødte palæstinensiske befolkning den væsentligste forhindring for etableringen af en jødisk stat. I slutningen af 1946 gjorde Ben Gurion det klart for den zionistiske bevægelse, at en levedygtig jødisk stat ville kræve en majoritet på mindst 80 % jøder. Der var altså langt fra en situation med 32 % – hovedsagelig indvandrede jøder – og en majoritet på 68 % palæstinensere. Løsningen var efter zionisternes opfattelse en fordrivelse af palæstinenserne kombineret med en øget jødisk indvandring.

Fordrivelsen af palæstinenserne i perioden 1948-49 er detaljeret beskrevet af professor Ilan Pappé i bogen ”The Ethnic Cleansing of Palestine”, der også er udkommet på dansk. Her redegør Pappé med bl.a. kilder fra det israelske militærs arkiver og Ben Gurions dagbøger, at der allerede før Israels oprettelse var planer for udrensning af den palæstinensiske befolkning – især den berygtede Plan Dalet, som både rummede tvangsfordrivelser af palæstinensere og egentlige massakrer som f.eks. den mest kendte på landsbyen Deir Yassin vest for Jerusalem, der blev forøvet af de zionistiske terrorgrupper Irgun og Stern 9. april 1948. Flere hundrede civile blev myrdet, og massakren skabte en panik, som fik omkring 300.000 palæstinensere til at flygte til nabolandene i ugerne efter. I alt førte Plan Dalet til fordrivelse af omkring 800 000 palæstinensere i 1948-49.

Er Israel en god idé?
Ovenstående lille historiske rids kan måske give et svar på, om Israel er sådan en god idé. Det handler ikke kun om de aktuelle israelske krigsforbrydelser. Det handler om selve det DNA, der er fundamentet for den israelske stat. Om zionismen med dens racistiske myter om jøderne som Guds udvalgte folk, der har en historisk ret til Palæstina. Om den sociale konstruktion af en særlig jødisk stat. Og om jødernes ret til at invadere Palæstina og udrense den indfødte palæstinensiske befolkning.

Det burde være indlysende, at en massiv indvandring af en befolkningsgruppe, som ikke har nogen tilknytning til et land, og denne befolkningsgruppes fordrivelse af den indfødte befolkning er en grundlæggende uretfærdighed, som ikke kan forsvares. Og det er denne uretfærdighed, der er årsagen til konflikten om Palæstina. De ansvarlige for konflikten er de zionistiske ledere før og nu. Men ansvaret hviler også tungt på sejrherrerne fra 1. verdenskrig, som i dag må se de tragiske konsekvenser af deres arbitrære grænsedragninger i Mellemøsten.

Ovenstående artikel er i forkortet udgave bragt som kronik i Fyens stiftstilende 29. september.

Reklamer

Om Carsten Halvorsen

Blogger, passenger, fhv. kulturkonsulent, cand.mag.
Dette indlæg blev udgivet i FN, Halvorsen, Israel, Mellemøsten, Palæstina, zionisme og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s