Godt Nytår

Ladegårdsgade 20

Hermed en lille nytårshilsen til mine åbenbart stadig tilbageværende, trofaste læsere, som har holdt ved, omendskønt jeg ikke har skrevet her på bloggen i lang tid. Det skyldes dels, at jeg har brugt tid på at flytte tilbage til min elskede lille lejlighed i Assens på billedet herover, hvor jeg boede fra 2004 til 2006. Dels at jeg senere fik konstateret en smertefuld spinalstenose, som gjorde at jeg havde svært ved at sidde foran computeren. Et problem, der takket lægevidenskaben nu er midlertidigt løst ved nogle – ja, rigtigt gættet – piller.

Som nævnt har min blog åbenbart levet sit eget liv uden min tilstedeværelse i størstedelen af det forløbne år. I alt har jeg haft 13.000 hits – heraf 2.500 på en enkelt dag, hvor jeg bloggede om Jim Lyngvild og de herostratisk berømte Canalettoer. Dette er ny rekord i forhold til 2013, hvor højeste antal var oppe på godt 500 på en enkelt dag.

Nu er det ikke sådan, at jeg sidder og tæller hits. Tværtimod undrer det mig, at der stadig er trafik på min blog. Men hvis jeg skal komme med et nytårsfortsæt (blandt flere!), så er det at jeg vil skrive lidt mere igen. Ikke så meget som dengang, hvor jeg lagde en ny post med musik op hver dag, Det er blevet for meget, men mindre kan vel også gøre det.

Godt nytår til alle, der læser dette med Palle Mikkelborgs Smile (fuck den fordømte annonce!)

Udgivet i Godt Nyrår | Tagget , , , | 7 kommentarer

Historien om den impotente havnechef

Impotent havnechef

Ovenstående indscannede foto var at finde på Assens-siderne i Fyens Stiftstidende 17. september. Når man ser det, er det måske forståeligt, at jeg brugte det til at vinkle nedenstående læserbrev om havnens drift på den potens, som havnechef Ole Knudsen så åbenlyst stiller til skue. Men det måtte jeg ikke. Lokalredaktør Henrik Juel Skovrider mailede i går til mig, at det var “en fejl, at det omtalte foto kom i avisen. Derfor kan jeg ikke tillade de passager, hvor du omtaler den potente havnechef”.

Mit gæt er, at havnechefen har ringet og brokket sig, da han så hvor tåbelig han tog sig ud på billedet, og derefter har redaktøren fejt rettet ind og beklaget. Men at jeg ikke må henvise til billedet, som jo har været bragt, vil jeg ikke acceptere. Så jeg nægtede at ændre på teksten, som gengives herunder:


Impotent havnechef
I Stiftstidende 17.9. poserer havnechef og byrådsmedlem Ole Knudsen med fremskudt underliv til ære for havneforkvinde Bodil Boesgaard og Gitte Lillelund Bech, der åbenbart er blevet direktør for Danske Havne.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor potent manden i virkeligheden er. Hårdt presset har han til undertegnede oplyst, at flisen på havnen beskæftiger 1 flishugger, 2½ stilling på mæglerkontoret samt 2½ stilling på havnekontoret inklusive havnechefen himself. Altså i alt 6 faste stillinger. Ydermere ved vi fra Stiftstidende, at denne blomstrende virksomhed genereredet et overskud på intet mindre 400.000 kr. sidste regnskabsår. Vel at mærke for alle havnens aktiviteter.

Ole Knudsen kunne næsten ikke få armene ned, da regnskabet kom frem. Forstå det, hvem der kan. I mine øjne er et overskud i denne størrelsesorden fint for en detailforretning. Men for en havn? Rygtet vil vide, at Havnegrillen alene genererer flere årsværk end Assens Havn.

Og det er måske her, hunden ligger begravet. Politikerne i byrådet opfatter kun industrierhverv som rigtige erhverv. Hvad de naturligvis ikke er længere. Restauranter, fiskehandel, røgeri, glaspusteri, og såmænd også et par tøjbutikker er erhverv, der genererer flere arbejdspladser end den nuværende, sundhedsskadelige flishugning på havnen. Og i tilgift vil det skabe det liv på havnen, som vi mangler så hårdt i dag.

Sikke nogle vatnisser, der sidder på Stiftstidendes lokalredaktion i Assens.

Udgivet i Assens, Assens Havn, Fyens Stiftstidende, Halvorsen, impotens | Tagget , , , | 1 kommentar

Er Israel en god idé?

Israel 1946 2007

Dette spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv i denne sommer på baggrund af de uhyrlige grusomheder, Israel har begået under den seneste krig mod den forarmede og forfulgte palæstinensiske befolkning i Gaza. En krig som efterlod ca. 2200 dræbte palæstinensere – heraf 504 børn og ca. 12.000 sårede palæstinensere. Og en krig som kun fem dage efter våbenhvilen medførte, at Israel gav grønt lys til at opføre ikke færre end 1.000 bosætterboliger på Vestbredden. Formentlig den største ekspropriering i 30 år og med garanti et skridt, der effektivt vil lægge gift for de fredsforhandlinger, der var meningen med våbenhvilen.

Israel er simpelthen ikke interesseret i fred med palæstinenserne, fordi Israel vil have hele Palæstina for sig selv. Eller som Zenia Stampe rammende formulerede det 6.9. i en kommentar i Politiken: ”Hvor lang tid skal vi foregøgle os, at Israel ønsker fred og forhandling med palæstinenserne, når den israelske regering ikke engang selv gider gøre sig ulejligheden?”

Zionisternes sociale konstruktion af en jødisk stat
Desværre er det ingen nyhed, for det har faktisk været zionisternes plan helt fra starten. Den indfødte palæstinensiske befolkning er simpelthen i vejen for zionisternes plan for en jødisk stat i Palæstina. Allerede i 1937 skrev den zionistiske leder Ben Gurion i sin dagbog: ”The arabs must go”. Men han vidste også godt, at det kunne han ikke sige åbent, hvis han ville sikre sig opbakning til en jødisk stat i Palæstina, der dengang var britisk mandatområde.

Som gammel kolonimagt var englænderne gode til at lave folketællinger. Og den første nogenlunde pålidelige folketælling af landet vest for Jordanfloden, som er identisk med Palæstina, var englændernes folketælling fra 1922. Dengang havde Palæstina et samlet folketal på 649.100 mennesker. Heraf var 74,9 % muslimer, 11, 0 % var kristne, 1,2 % var drusere og 12,9 % var jøder. Disse befolkningsgrupper havde på daværende tidspunkt stort set levet fredeligt sammen i århundreder og havde tilpasset sig hinandens levevis.

Det er denne nærmest naturgroede tilstand, som zionisterne har ødelagt med deres sociale konstruktion af en jødisk stat i Palæstina. Historisk set er zionismen en særlig afart den europæiske nationalisme fra midten af 1800-tallet – med den særlige drejning, at jøderne var ”et folk uden et land”, som zionismens grundlægger Theodor Herzl formulerede det. Og derfor burde jøderne have deres egen stat på linje med alle andre folkeslag.

Problemet med Hertzls og zionismens forestilling om en jødestat er, at den bygger på en præmis om eksistensen af et særligt jødisk folk, som har levet i landflygtighed, siden det blev fordrevet fra Palæstina af romerne i år 70. Desværre for zionisterne er denne myte blevet afkræftet af moderne historievidenskab. Mest markant med professor Shlomo Sands bog ”The invention of the Jewish People”, hvor han påpeger, at det kun var en mindre del af jøderne, der blev fordrevet fra Palæstina af romerne. De fleste blev faktisk boende. Men til gengæld skiftede deres efterkommere (mere eller mindre frivilligt) religion i de følgende århundreder. Første gang omkring år 300, hvor en del blev kristne, og senere omkring år 650, hvor flertallet blev muslimer, medens kun en mindre del forblev jødiske.

Ydermere er forestillingen om et særligt jødisk folk blevet anfægtet fra naturvidenskabelig side, hvor man ikke kan finde belæg for et særligt jødisk genom. Tværtimod viser det sig, at slægtskabet mellem de indfødte palæstinensere og antikkens jøder er større end slægtskabet mellem antikkens jøder og de indvandrede jøder af russisk og europæisk herkomst. Så ironisk nok kan man næsten sige, at zionisterne er i gang med at fordrive efterkommerne af det folk, de selv hævder at nedstamme fra.

Spørgsmålet om Israels legitimitet
Tilhængerne af den jødiske religion har med andre ord ingen historisk ret til Palæstina, så hvis vi skal se på spørgsmålet om Israels legitimitet som stat, må vi vende os mod FN´s delingsplan fra 1947, som siden har dannet baggrund for diskussionerne om en to-statsløsning. Her fik den jødiske befolkningsdel, som dengang var steget til 32 % tildelt 56 % af Palæstina, medens de øvrige 68 % palæstinensere måtte nøjes med 42 %. Det skal tilføjes, at kun 7 % af landet var ejet af jøder. Den palæstinensiske forhandlingsdelegation afviste derfor planen som uantagelig, men alligevel blev delingsplanen vedtaget af Generalforsamlingen den 29. november 1947.

Nu er det imidlertid sådan, at en generalforsamlingsvedtagelse ikke har retsgyldighed i international sammenhæng. Det har kun en vedtagelse i Sikkerhedsrådet, og så langt nåede delingsplanen aldrig. For den 14. maj 1948 proklamerede Ben Gurion oprettelsen af en israelsk stat. Dette ensidige skridt har ikke nogen juridisk legitimitet, men er udelukkende baseret på ren magt. Det er derfor ikke mærkeligt, at proklamationen af den israelske stat udløste den første krig mellem Israel og de arabiske nabolande. Ved våbenhvileaftalerne efter krigens ophør i 1949 blev der ikke aftalt nogen fred og ikke nogen grænseaftaler. De erobringer, Israel foretog under krigen, har således ikke nogen folkeretslig anerkendelse, men er igen udelukkende baseret på ren magtanvendelse. Denne situation er fortsat gældende i dag, hvor Israel er en stat uden klare, fastlagte grænser.

Den etniske udrensning af Palæstina
Som tidligere nævnt var den indfødte palæstinensiske befolkning den væsentligste forhindring for etableringen af en jødisk stat. I slutningen af 1946 gjorde Ben Gurion det klart for den zionistiske bevægelse, at en levedygtig jødisk stat ville kræve en majoritet på mindst 80 % jøder. Der var altså langt fra en situation med 32 % – hovedsagelig indvandrede jøder – og en majoritet på 68 % palæstinensere. Løsningen var efter zionisternes opfattelse en fordrivelse af palæstinenserne kombineret med en øget jødisk indvandring.

Fordrivelsen af palæstinenserne i perioden 1948-49 er detaljeret beskrevet af professor Ilan Pappé i bogen ”The Ethnic Cleansing of Palestine”, der også er udkommet på dansk. Her redegør Pappé med bl.a. kilder fra det israelske militærs arkiver og Ben Gurions dagbøger, at der allerede før Israels oprettelse var planer for udrensning af den palæstinensiske befolkning – især den berygtede Plan Dalet, som både rummede tvangsfordrivelser af palæstinensere og egentlige massakrer som f.eks. den mest kendte på landsbyen Deir Yassin vest for Jerusalem, der blev forøvet af de zionistiske terrorgrupper Irgun og Stern 9. april 1948. Flere hundrede civile blev myrdet, og massakren skabte en panik, som fik omkring 300.000 palæstinensere til at flygte til nabolandene i ugerne efter. I alt førte Plan Dalet til fordrivelse af omkring 800 000 palæstinensere i 1948-49.

Er Israel en god idé?
Ovenstående lille historiske rids kan måske give et svar på, om Israel er sådan en god idé. Det handler ikke kun om de aktuelle israelske krigsforbrydelser. Det handler om selve det DNA, der er fundamentet for den israelske stat. Om zionismen med dens racistiske myter om jøderne som Guds udvalgte folk, der har en historisk ret til Palæstina. Om den sociale konstruktion af en særlig jødisk stat. Og om jødernes ret til at invadere Palæstina og udrense den indfødte palæstinensiske befolkning.

Det burde være indlysende, at en massiv indvandring af en befolkningsgruppe, som ikke har nogen tilknytning til et land, og denne befolkningsgruppes fordrivelse af den indfødte befolkning er en grundlæggende uretfærdighed, som ikke kan forsvares. Og det er denne uretfærdighed, der er årsagen til konflikten om Palæstina. De ansvarlige for konflikten er de zionistiske ledere før og nu. Men ansvaret hviler også tungt på sejrherrerne fra 1. verdenskrig, som i dag må se de tragiske konsekvenser af deres arbitrære grænsedragninger i Mellemøsten.

Ovenstående artikel er i forkortet udgave bragt som kronik i Fyens stiftstilende 29. september.

Udgivet i FN, Halvorsen, Israel, Mellemøsten, Palæstina, zionisme | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Pernille Bendixens politiske hykleri

Pernille Bendixen

Ovenfor ser man et ungdomsbillede af eksfru Pernille Bendixen, der – som trofaste læsere af nærværende blog sikkert vil vide – er byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Odense og kæreste med den berygtede højreekstremistiske blogger Kim Møller fra Uriasposten, og som nu også er dømt for at overtræde straffelovens § 152, der handler om at bryde tavshedspligten. Hvis man vil vide mere om baggrunden, har jeg tidligere omtalt sagen her.

Straffen er fastsat til en bøde på 3.000 kr. hvad der efter min mening er alt for lidt, fordi bøden efter al sandsynlighed vil blive betalt af ”vennerne” på den yderste højrefløj. I stedet burde byrådsmedlemmet ind og ruske tremmer en måneds tid. Det ville hun og retsbevidstheden have godt af.

Men det er kun den ene side af sagen. Stadsdirektør Jørgen Clausen i Odense kommune, der i sin tid anmeldte Pernille Bendixen til politiet, har nemlig pligt til at indberette hende for Valgbarhedsnævnet, hvad der kan medføre, at eksfruen mister sin valgbarhed, fordi hun er uværdig til at sidde i byrådet.

Se, det er jo en konsekvens, der kan mærkes, og det fik den ellers så kry eksfru Bendixen til at ændre signaler. Da sagen brød frem i medierne ca. tre uger før kommunalvalget fremturede hun med, at hun helt bevidst havde brudt tavshedspligten og var gået til medierne med fortrolige oplysninger, hun havde fået kendskab til som medlem af Odense Kommunes børn- og ungeudvalg. Uden blusel bekendtgjorde hun, at det var ”nødvendigt”, fordi hun ikke kunne komme igennem med sine synspunkter. Hun blev med andre ord stemt ned af et demokratisk flertal. Hun havde også den frækhed at bekendtgøre, at hun ville gøre det igen, hvis det blev ”nødvendigt”. Og nødvendigt ville det formentlig blive igen, hvis hun ikke fik sin vilje, må man gætte på.

Men nu har piben fået en anden lyd. En meget ydmyg Pernille Bendixen har ifølge Fyens Stiftstidende ”fortrudt” at hun har overtrådt straffeloven. Det var det ikke værd, siger hun. Det er en ynk at læse. Men udover, at det vel aldrig bør være værd at overtræde straffeloven, så er det åbenbart ikke moralske anfægtelser, der har drevet hende til denne nye erkendelse. Det er såmænd ren og skær kynisme: Hvis hun står til at miste sit byrådsmandat, så har det hele været forgæves for hende. Det er det afgørende. Bøden og overtrædelse af straffeloven rager hende en høstblomst.

På den baggrund håber jeg inderligt, at hun mister sin valgbarhed og sin politiske karriere. Det bør ikke være muligt at hænge navngivne familier ud for egen vindings skyld og slå slå politisk plat få en sag for at opnå genvalg. Målet helliger midlerne Her adskiller Pernille Bendixen sig i øvrigt ikke fra byrådskollegaen Alex Ahrendtsen, der som bekendt lavede et lignende islamofobisk stunt for at opnå valg til Folketinget, og som tidligere bakkede sin partifælle op. Det kan endda være, at han fik idéen. Gad vide, hvad han siger nu?

Udgivet i DF, Fyens Stiftstidende, hadpropaganda, Halvorsen, Højrefløjen, islamofobi, Odense, Pernille Bendixen, Tavshedspligt, valgbarhed | Tagget , , , , , , , , | 1 kommentar

Kim Møller er fuld af løgn 2.0

Til at begynde med tror jeg, at at vi skal se på et par citater fra den højreekstremistiske blog, Uriasposten, der som bekendt skrives af en vis Kim Møller. Af onde tunger ofte kaldet Kim Øller eller Kim 7-tal, men lad nu det ligge. Tilbage til citaterne:

Screendump Urias august

Screendump Urias april

Læserne bedes bemærke, hvad Kim Møller skriver om pseudonymet “Jern Henrik” og DF-politikeren Jens Henrik Thulesen Dahl, der er storebror til DF-formand Kristian Thulesen Dahl. I det første citat fra august 2013 beskrives “Jern Henrik” som Kristian Thulesen Dahls storebror, men i det sidste citat fra april i år på Kim Møllers særlige hadeside mod Netavisen P77, DF-nyt, Tosseanstalten og undertegnede, hævder Kim Møller, at Jens Henrik Thulesen Dahl ikke er identisk med bemeldte “Jern Henrik”.

Så er det, man må sige, at begge påstande ikke kan være sande. Enten lyver Kim Møller i det første citat, eller også lyver han i det sidste. Men lyver, det gør han under alle omstændigheder.

Selv hælder jeg mest til den anskuelse, at han lyver i det sidste tilfælde. Det gør jeg fordi, det må være ubekvemt for Jens Henrik Thulesen Dal, der bl.a. er viceborgmester her i Assens, at blive afsløret som kommentator på Uriasposten, som jeg har gjort det i min artikel om Jern Henrik, der bygger på Kim Møllers eget udsagn.

En anden grund er, at denne Jern Henrik pludselig er begyndt at røre på sig. Dels i en kommentar på min blog, dels i en kommentar på Uriasposten 12. maj, hvad der fører til nedenstående lille ordveksling: (man bedes springe over kommentar 8)

Screendump Urias maj

Her ser vi igen, hvor den ellers så ytringsfrie Kim Møller skruer bissen på og truer med øjeblikkelig banning, hvis nogen – som her pseudonymet “venstreføjen” – fordrister sig til at anfægte blogholderens anskuelser angående min ringe person. Jeg tror sgu, at den mand er under pres.

Jeg kan ikke lige komme i tanker om en sang, der passer, men Kim Møller kan få denne opsang fra Mothers of Invention, som vi lyttede til, mens vi lå og røg hash i en lejlighed ved siden af Store Kongensgade politistation i 1968:

I´m gonn tell you the way it is
and I´m not gonna be kind or easy
You whole attitude stinks, I say,
and the life you live is completely empty

You paint your head
You mind is dead
You don´t even know, what I just said
It´s Youuuuu

Mothers

Udgivet i Halvorsen, Jens Henrik Thulesen Dahl, Jern Henrik, Kim Møller, Løgn, Uncategorized, Uriasposten | Tagget , , , , | 3 kommentarer

Den vestfynske museumstragedie 2.0

Ena og Lyngvild

Som opfølgning på min forrige artikel om Museum Vestfyn har jeg kigget lidt på personsammensætningen i den nye forandringsbestyrelse. Formanden er kulturudvalgsformand Ena Nørgaard, som er udpeget af Assens Kommune. Når man ser på ovenstående billede, hvor hun og Jim Lyngvild er fotograferet med det to mulige canalettoer i favnen, er det svært at forestille sig, at hun skulle være modstander af en udstilling på Tobaksgaarden.

Det samme gælder formentlig byrådsmedlem Sara Emil Baaring, som også er udpeget af Assens Kommune.

Sara Emil Baaring

I Assens Kommune er der politisk bred enighed om at sætte Assens “på landkortet” som man siger. Og derved bliver det endnu mere spændende at gætte på, hvad de øvrige fem medlemmer af bestyrelsen måtte mene om udstillingen på Tobaksgaarden.

Her springer især de to medlemmer med museumsfaglig baggrund i øjnene: Den ene er Henrik Harnow, som er det tredje medlem, der er er udpeget af Assens Kommune.

Henrik Harnow

Han er museumschef ved Jernbanemuseet i Odense og har tidligere været kulturarvschef ved Odense Bys Museer, og han skulle derfor have den fornødne ledelsesmæssige baggrund inden for museumsområdet..

Den anden museumsmand er Kurt Risskov Sørensen, som er udpeget af Kulturarv Fyn.

Kurt Risskov Sørensen

Han er museumsinspektør og afdelingsleder ved Kulturhistorisk Afdeling ved Østfyns Museer. Sammen med Henrik Harnow kunne han danne flertal i bestyrelsen i fællesskab med de to politikere fra Assens Kommune. Jeg har svært ved at forestille mig, at museumsfolkene skulle være indbyrdes uenige i denne sag, og derfor hælder jeg til den anskuelse, at de begge nok har være imod udstillingen på Tobaksgaarden.

Så kommer vi til de to medlemmer, der er udpeget af museumsforeningerne. Det er John Koppel og Morten Delcomyn. De er amatører i denne sammenhæng, men til gengæld repræsenterer de den lokale forankring. Derfor er det min fornemmelse, at de helst ikke vil pille noget ved Ernsts Samlinger og museet i det hele taget. Groft sagt er de vel snarere en del af problemet end en del af løsningen. De må meget undskylde, hvis jeg gør dem blodig uret, men for dem gælder det også, at de sammen kunne have dannet flertal med de to politikere i bestyrelsen.

Jokeren i spillet er Britta Schall Holberg, som vist ikke behøver nærmere præsentation.

Britta Schall Holberg

Hun er udpeget af de øvrige seks bestyrelsesmedlemmer efter indstilling fra Udviklingsrådet. Hun må derfor være den, der skal sørge for at Museum Vestfyn kommer til at brande Assens. Hun er næstformand, men kan ikke danne flertal med de to politikere. Hun plejer ikke at lægge skjul på, hvad hun mener, og derfor er det så meget mere bemærkelsesværdigt, at Fyens Stiftstidende i artiklen den 22. marts ikke har kunnet få en udtalelse fra hende. Hun er en slagkraftig dame, og derfor er det ikke uden betydning, hvor hun står.

Sagen om udstillingen på Tobaksgaarden er en lille sag i forhold til de enorme problemer, Museum Vestfyn står med. Men den er den første sag, hvor den nye forandringsbestyrelse har haft mulighed for at vise, hvad den kunne. Her er den dumpet med et brag, og det varsler ilde for museets fremtidige overlevelse.

Udgivet i Assens, branding, Museum Vestfyn, Tobaksgården, uduelighed | Tagget , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Den vestfynske museumstragedie

Canaletto

Museerne på Vestfyn har ændret navn til Museum Vestfyn. Det mest ligefremme ville være at bruge navnet Vestfyns Museum, men af en eller anden grund skal man åbenbart i vore dage bruge den kunstige og omvendte ordstilling for at virke handlekraftig og kompetent. Andre eksempler er Arena Fyn og fra vor egen kommune Arena Assens og Fyrtårn Tommerup. Men buzzwords gør det ikke alene, og hvis vi skal vende tilbage til det vestfynske museumsvæsen, så har det just ikke været kendetegnet ved handlekraft og kompetence.

Tværtimod rettede Kulturstyrelsen i 2011 en sønderlemmende kritik mod museet og truede med at fratage museet statsankerkendelsen og det statslige tilskud, hvis det ikke skete drastiske ændringer, og museet blev pålagt at udarbejde en handlingsplan for genopretning af museet. Det kunne museet ikke finde ud af, og derfor besluttede Assens Kommune at indsætte en såkaldt forandringsbestyrelse, som skulle stå for genopretningen. Problemet var bare, at kommunen ikke lige uden videre kunne udpege en ny bestyrelse. Museum Vestfyn er en selvejende institution, og derfor har den siddende bestyrelse vetoret over for en ændret sammensætning af bestyrelsen.

Derfor gik der yderligere tid med tovtrækkeri mellem kommunen og museets bestyrelse, men til sidst lykkedes det at nå til enighed om en bestyrelse på 7 medlemmer, hvor formanden for kulturudvalget er født formand. Derudover udpeger kommunen yderligere et byrådsmedlem og et medlem med museumsledelsesmæssig baggrund. Et medlem udpeges af Kulturarv Fyn, og ét medlem udpeges af Udviklingsrådet, medens de sidste to medlemmer udpeges af museumsforeningerne. Altså alt i alt en løsning med kompetente folk udefra.

Men så slog lynet ned. Eller rettere kuglelynet Jim Lyngvild, som på et besøg på Ernsts Samlinger opdagede to malerier, som måske er malet af den italienske barokkunstner Canaletto, og som måske er op til 150 mio kr. værd, hvis de er ægte. De to malerier blev hurtigt taget ned og sendt til vurdering, og den hyperaktive Lyngvild gik straks i gang med at tage billeder til en fotoudstilling om Ernst Samlinger. Vel at mærke uden beregning. Udstillingen skulle vises i Tobaksgaardens udstillingslokale, Dankvart Dreyer-salen, og i den forbindelse skulle der også udstilles nogle få effekter fra Ernst Samlinger.

På det tidspunkt skulle man mene, at den nye forandringsbestyrelse godt kunne begynde at linde lidt på champagnepropperne. Med ét slag var det vestfynske museum gjort landskendt, og udstillingen på Tobaksgaarden fulgte perfekt op på det momentum, der allerede var skabt ved Lyngvilds branding af Ernst Samlinger. Men nej. Den forandringsparate bestyrelse slog hælene i og nægtede at udlevere effekter som personlige briller og stilehæfter til udstillingen. Eller rettere: den nægtede at tage stilling til en ansøgning fra Tobaksgaarden om at låne effekterne.

På den baggrund må man konstatere, at den såkaldte forandringsbestyrelse har mistet sin legitimitet allerede inden, den er begyndt at fungere rigtigt. Man har åbenbart slet ikke forstået, hvad opgaven går ud på. Man hænger fast i gamle forestillinger fra halvfjerdserne, hvor hver egn med respekt for sig selv skulle have et lokalt museum. Konsekvensen viste sig at være, at publikum og turister har kunnet beskue nogenlunde de samme effekter inden for en radius af 20-30 km. Om det var i Assens eller i Middelfart kunne være ét fedt.

Hertil kommer, at det vestfynske museumsvæsen udelukkende består af mindestuer. Der er – foruden Ernsts Samlinger – Willemoesgaarden, Mands Samling, Hjemstavnsgården i Gummerup og Tolbodhus. Men museet råder ikke over egentlige udstillingslokaler. Det burde være noget, som forandringsbestyrelsen havde som topprioritet, og som den med kyshånd burde tage i mod, når Tobaksgaarden som en midlertidig løsning tilbyder at stille et professionelt indrettet udstillingslokale til rådighed.

Hvis forandringsestyrelsen ikke kan finde ud af at tage imod de udviklingsmuligheder, der på et sølvfad tilbydes den fra Jim Lyngvilds og Tobaksgaardens side, så er det ikke de nye vedtægter, det er galt med. Det kan kun skyldes selve personsammensætningen. Der er simpelthen kommet de forkerte folk ind i bestyrelsen. Hvordan kunne det gå så grueligt galt?

Udgivet i Assens, branding, Museum Vestfyn, Tobaksgården, uduelighed | Tagget , , , , , , , | 2 kommentarer